• Business-update: ChatGPT-bagmand advarer: En ia-boble kan være under opsejling

    Source: BDK Finans / 18 Aug 2025 08:46:32   America/Los_Angeles

    Kære læser, Det er blevet mandag eftermiddag her på Berlingskes altid årvågne erhvervsredaktion. Og vanen tro indebærer det ugens første Business-update, hvor vi giver dig en kort og kurateret gennemgang af nyt fra vores del af verden. God læselyst! #1 – Manden bag ChatGPT frygter en ai-boble Efter de seneste års enorme fokus på kunstig intelligens er du formentlig stødt på navnet Sam Altman. Han er topchef i OpenAI, selskabet, der gav verden chatbotten ChatGPT, og på mange måder ansigtet på den voldsomme hype, teknologien har bragt med sig. Derfor er hans seneste udmelding på området også opsigtsvækkende. I en artikel i det amerikanske teknologimedie The Verge, som CNBC citerer, sagde Sam Altman i forrige uge, at markedet omkring kunstig intelligens begynder at ligne en »boble«. »Er vi i en fase, hvor investorer som helhed er overbegejstrede over ai? Min mening er ja. Er ai det vigtigste, der er sket i meget lang tid? Min mening er også ja,« sagde han angiveligt. Sam Altman sammenlignede ai-bølgen med dotcom-boblen, der bristede i starten af 00erne. At markedet for ai nærmer sig boblelignende tilstande, er langtfra et synspunkt, han står alene med. For lignende vurderinger er blandt andet kommet fra Alibaba-medstifter Joe Tsai og Torsten Sløk, cheføkonom i kapitalforvalteren Apollo Global Management. #2 – To bestyrelsesmedlemmer træder tilbage i ECCO I forbindelse med en generalforsamling i juni stoppede to bestyrelsesmedlemmer i den danske skokoncern ECCO Sko A/S. Der er tale om Tom Behrens-Sørensen, der har en lang karriere i Mærsk bag sig, og Lars Hemming Jørgensen, der er iværksætter og reklamemand. De har siddet i bestyrelsen siden henholdsvis 2017 og 2019. Det skriver Børsen. »Bestyrelse og direktion takker dem begge for et godt samarbejde og for deres engagement i selskabet gennem årene,« skriver ECCO til mediet. Koncernen, der er ejet af milliardærfamilien Toosbuy Kasprzak, har haft nogle besværlige år med kritik i kølvandet på beslutningen om ikke at trække sig fra Rusland efter invasionen af Ukraine. Forklaringen er, at man beskytter sine medarbejdere. Derudover er både Karsten Borch, mangeårig næstformand i ECCO Holding, og erhvervsmanden Erik G. Hansen stoppet i bestyrelsen. Sidste år forlod topchef Panagiotis Mytaros selskabet og blev afløst af kommerciel direktør Thomas Gøgsig. I 2024 havde ECCO-koncernen et underskud på godt 280 millioner kroner. #3 – Danish Crown-aftale med burgerkæde kan ramme presset marked Klassisk udbuds-/efterspørgselsdynamik har fået prisen på oksekød til at stige gevaldigt i Europa. I det lys kan en ny aftale mellem slagterikæmpen Danish Crown og burgerkæden McDonald's i Norden skabe rystelser på det i forvejen pressede oksekødsmarked. Det skriver Finans. Til mediet erkender Danish Crowns topchef, Niels Ulrich Duedahl, at aftalen på kort sigt kan ramme øvrige aftagere for oksekød. »Vi kan ikke bare trylle mange tusinde tons ekstra kød frem, men vi har også kreaturslagterier i Tyskland som underleverandør til vores forretning på det danske marked. Vi vil kritisk vurdere, hvordan vi kan regulere over for kunderne ud fra de råvarer, som vi har,« siger han. Danske dagligvarekæder siger dog til Finans, at de stadig vurderer at kunne skaffe nok oksekød til kunderne. Aftalen med McDonald's betyder blandt andet, at Danish Crown kan udvide medarbejderstaben med omkring 100 medarbejdere. Tre hurtige fra Berlingske Business: A: Direktørens vigtigste trumf: Netværkets magtcirkel giver højere løn Ny forskning fra CBS viser, at danske topdirektører med gode netværk tjener markant mere end kolleger uden de rigtige forbindelser. Og når chefen får mere, efterlades mindre til de øvrige ansatte. Læs her. B: Ulrik Bie: Det skjulte trekantsdrama, der kan ændre verden Indien står som en af taberne i Donald Trumps handelskrige mod alt og alle. Det er overraskende, fordi Indien spiller en nøglerolle i udformningen af fremtidens globale økonomi. Det har man fattet i Bruxelles, hvor man nu forhandler på livet løs med New Delhi. De kommende måneder kan blive historiske. Læs her. C: Uendelige møder, bureaukrati og masser af flødeskum: Her er Novos problemer ifølge medarbejderne selv Alle taler om den særlige Novo-ånd. Hvad den helt præcis dækker over, er der imidlertid mange bud på. Berlingske trækker Novo-ånden helt ned i lungerne gennem omfattende samtaler med de ansatte i Danmarks mest værdifulde virksomhed. Læs her. https://www.berlingske.dk/business/business-update-chatgpt-bagmand-advarer-en-ia-boble-kan-vaere-under
Share on,